Du kan fortsat træffe den 67-årige Lars Christensen i Fleks Tavler. Siden 2022 har det været i rollen som projektleder, og han fortæller, at hans plan er at være projektleder i hvert fald to år mere.
I 2022 gav han håndtryk til Michael Schrøder, fordi Fleks Tavler blev solgt til Pro-Automatic. DNA’et i Pro-Automatic om at fastholde eltavle-produktionen i Danmark passede godt ind i Lars’ værdier. Siden har Lars trukket sig tilbage som leder og overladt roret til Andreas Munkøe.
”Jeg har været meget bevidst om at Andreas skal have pladsen til at lede, og jeg har holdt mig i baggrunden, ellers kommer det jo ikke til at fungere. Det er mindre hektisk nu, fordi jeg ikke har så mange opgaver. Nu kan jeg koncentrere mig 100% om projekterne og kunderne, hvilket er fantastisk,” fortæller Lars Christensen.
Lars ser sig selv nu som et solidt bindeled mellem ledelsen i Pro-Automatic og medarbejderne i Fleks Tavler. Han vil gerne sikre at rejsen bliver succesfyldt, og at medarbejderne fastholdes i jobbet.
Lars flyttede i kollektiv for at starte Fleks Tavler
I 1992 etablerede Lars Fleks Tavler sammen men 4 tidligere kollegaer. Han var 35 år og havde masser af erfaring som el-teknisk konstruktør. Visionen var stor fleksibilitet, forstået således at tilbuddene samt eltavlerne skulle leveres hurtigt til kunderne, når kunden ønskede det.
”Jeg solgte mit hus, min bil, min campingvogn og flyttede i kollektiv. Jeg havde bare et lille bitte værelse. En aften om ugen skulle jeg lave aftensmad til kollektivets øvrige 5 medlemmer, så alle andre dage kunne jeg arbejde solen sort i Fleks Tavler. Jeg boede i kollektivet i 2 år,” fortæller Lars.
Fleksibiliteten i kollektivet gav Lars præcist de frie rammer, han havde brug for ved etableringen af Fleks Tavler.
Fortsat succes og vækst
Medarbejderne er fastholdt i jobbet hos Fleks Tavler, også efter opkøbet i 2022. Og siden er der sket en markant udvikling på matriklen i Vejle, både arealet og medarbejderstaben er fordoblet over 2 år.
Der er skabt synergier og samarbejder med Pro-Automatic, som gavner Fleks Tavlers projekter. Fx modtages der emner, der er bearbejdet i Pro-Automatics 3D laserskærer og i kobberværksted samt ledninger fra en ledningsmaskine. Det har afgørende betydning for Fleks Tavler og har optimereret tid og kvalitet i mange projekter.